Min lille Wilma (der betyder Vinterblomst på latin) et par dage gammel.

Wilma min Wilma

Lørdag den 18. november kom vores lille Wilma til verden, og jeg har tilbragt de sidste uger i en babybobbel fyldt med den største kærlighed, ømme brystvorter og manglende søvn, langt væk fra computeren. For en stund er tiden sat i stå, og alligevel flyver den afsted. Hun er alt vi kunne drømme om og mere til, og det giver et sug i maven, når jeg kigger hende dybt i øjnene.

Jeg synes selv, at det er ret hyggeligt at læse den slags, så I skal ikke snydes for fødselshistorien. Det hele startede fredag den 17. november omkring frokosttid, hvor det pludselig begyndte at murre i underlivet. Jeg var sat til d. 15. november og selvom jeg ikke var gået meget over tid var jeg allerede blevet utålmodig. Jeg skrev straks til min mand, der sad på sit arbejde, at jeg troede, at der var ved at ske noget, men bare en halv time senere måtte jeg erkende, at det jeg troede var starten på veerne var gået i stå igen. Det varede dog kun indtil midnat, hvor veerne pludselig kom væltende. I en fart fik jeg pakket hospitalstasken (thank god for den lange pakkeliste jeg havde skrevet et par uger før), og ved 3-tiden vækkede jeg min mand. På det tidspunkt var der kun 2,5 minut mellem veerne og de havde taget til i styrke, men uden at blæse mig helt omkuld. Vi ringede til Riget og jordemoderen sagde, at hun synes det ville være en god ide at komme ind. Farmor blev tilkaldt, så hun var der for Oskar, når han vågnede, og vi checkede ind på Riget kl. 4.40. På det tidspunkt var mit vand endnu ikke gået og i taxien snakkede vi faktisk om, at jeg sikkert blev sendt hjem igen, fordi veerne godt nok gjorde ondt, men de var ikke uudholdelige. Det ændrede sig dog sekundet vi ankom til Riget, hvor jordemoderen konstaterede, at jeg var 6 cm åben. Dengang jeg fødte Oskar gik jeg fra at være 3 til 10 cm på under en time, og man siger jo at tingene ofte går hurtigere anden gang. Derfor blev jeg også virkelig lettet over, at jordemoderen havde insisteret på, at vi tog derind. En halv time senere var jeg på fødestuen og med hovedet godt begravet i lattergas forsøgte jeg at takle veerne. Efter endnu en halv time gik vandet, og så kom presseveerne. Klokken 6.01 landede vores lille Wilma på mit bryst – altså ikke engang halvanden time efter vi var checket ind på Riget. Det hele gik simpelthen så hurtigt, og allerede klokken 9 var vi hjemme igen. Trætte, lykkelige og nu de stolte forældre til den dejligste lille pige på 3700 gram.

Det var virkelig en god fødsel, og endnu bedre bliver den når jeg tænker tilbage på dengang jeg fødte Oskar i London. Jeg tror først det er gået op for mig, hvor vigtigt det er med en god jordemoder, og jeg er simpelthen så taknemlig for, at min jordemoder havde vagt lige præcis den nat. Hun var så fantastisk, og formåede at få mig til at holde hovedet forholdsvis koldt, når det gjorde mest ondt. Da jeg fødte Oskar havde jeg presseveer i 3 timer (!!) og det var virkelig et helvede. Jeg kan huske, hvordan vi prøvede et utal af forskellige stillinger, men at der bare ingenting skete. Til sidst fandt jordemoderen saksen frem, jeg blev smidt op på en briks og hun gav mig et klip. Denne gang stod jeg op under hele fødslen og presseveerne var overstået på lidt over 5 minutter. Jeg slap også for at briste, hvilket virkelig har gjort hele efterforløbet meget nemmere og meget mindre smertefuldt.

Alt har dog ikke været lutter lagkage. Udover efterveer (dem anede jeg altså ikke man fik) har vi haft en del problemer med amningen. Det gik ellers fint de første par dage, men da mælken for alvor løb til kunne Wilma ikke få fast og mine brystvorter blev hurtigt forvandlet til to blødende kratere. Jeg forsøgte mig uden held med ammebrikker og gik så over til brystpumpen, og den har været min og mine brystvorters redning. Det værst ramte bryst holdte jeg langt fra Wilma indtil sårene var helet (det tog cirka en uge), mens jeg skiftevis ammede og malkede ud på det andet bryst. Det tog et par uger og det var ikke sjovt, men i dag fungerer amningen uden smerter på begge bryster. Jeg havde faktisk præcis de samme problemer med Oskar, men dengang fik jeg det aldrig rigtig til at fungere og efter et par måneder opgav jeg. Jeg husker tydeligt, hvordan det gik mig på, men også hvor stor en lettelse det var, at jeg ikke skulle bekymre mig om amningen mere. Jeg synes, at det var ret hårdt at alle andre kvinder virkede til at kunne amme deres store tykke babyer, men at jeg ikke kunne få det til at fungere. Og det er jo helt åndsvagt. Som om man ikke har nok bekymringer i forvejen som nybagt mor… Og i sidste ende er det vigtigste jo at babyen trives og tager på – uanset om det så er med modermælk eller modermælkserstatning.

 

3 Comments

Leave a Reply

Your email address will not be published.

  1. Nåh, sikke en fin historie. Det lyder ligesom min fødsel nummer 2, det er lidt vildt når det går så stærkt. Men også godt nok 😉 hvor er hun smuk!