Tag mig tilbage… Paradise Island Villas

I min længsel efter sol og sommer kiggede jeg sidste sommers ferieminder igennem, hvilket bare fik mig til at drømme endnu mere om at hoppe på et fly ned til varme, strand og pool. Vi var en uge i Grækenland sidste år, og boede det mest fantastiske sted. Paradise Island Villas lever i den grad op til sit navn, og ligger på østsiden af Kreta, hvor naturen er vildere og turisterne ikke helt så mange. Her er olivenlunde, bjerge, smukke udsigter og eventyrlige strande, og gemt i det hele ligger det familiedrevne 5-stjernede boutique hotel, Paradise Island Villas. Hotellet byder på 12 villaer i forskellige størrelser, der hver især har sin egen lille private have og pool, hvilket vakte stor lykke hos både Oskar og os. Eftermiddagsluren kunne han tage i skyggen i haven imens vi slappede af ved siden af poolen. Paradise Island Villas er i det hele taget et super børnevenligt sted med børnemenu og en stor legeplads. Og der var endda sat både børneseng, legetøj, badering og endda et lille kit med shampoo og cremer frem til ham i villaen, da vi ankom. Vi spiste for det meste morgenmad på restauranten, frokost fik vi bragt over i villaen og aftensmad lavede vi enten selv eller spiste på en af de hele 3 altaner i vores fine villa. Når vi ikke var ved poolen kørte vi ture i bjergene (det er billigt at leje en bil på Kreta), spiste is eller lå ved stranden, og det var virkelig den mest fantastiske ferie jeg kunne drømme om.

Tag mig tilbage…

1 Comment

Leave a Reply

Your email address will not be published.