Fra idé til show: Kom med backstage hos Stine Goya

Designeren Stine Goya stod bag et af modeugens mere utraditionelle shows, hvor catwalk og modeller var skiftet ud med dansere. Vi har talt med makeupartist Marie Thomsen omkring looket, den største udfordring og det uundværlige backstage produkt.

Hvordan opstod ideen til looket?

“Oprindeligt var vores ide og tanker et helt andet sted, men efterhånden som processen skred frem ændrede looket sig. Jeg arbejder altid tæt sammen med designeren og hårstylisten for at finde frem til det helt rigtige look og udtryk til kollektionen. Til showet var alle modellerne dansere med meget forskellige udtryk, og det var vigtigt for os at lave et look, hvor de kunne bevæge sig frit. Vi endte med at skabe et næsten statue-agtigt look med neutrale bryn, hvilket fik modellernes ansigtstræk til at stå tydeligt frem. Jeg synes, der er noget næsten overnaturligt og utilnærmeligt over udtrykket.”

Hvad var vigtigt i forhold til udtrykket?

“Vi fokuserede på at fremhæve modellernes stærke træk ved at skabe en meget ensartet hud. Brynene var blegede og vi brugte en ret dækkende foundation med en naturlig finish. Kindben, pande og ansigtsform står virkelig smukt frem, når alt andet er nedtonet.”

Hvordan lavede du makeuppen?

“Alle danserne fik bleget deres bryn dagen inden showet, og de fleste af pigerne valgte faktisk at beholde de lyse bryn efter showet. Huden ‘preppede’ vi med Softening Lotion fra MAC, der eksfolierer mildt, og herefter gav vi huden fugt. Vi brugte Pro Longwear Waterproof Foundation fra MAC, der dækker godt og holder hele dagen – også når man danser og sveder. Til at udviske ujævnheder brugte vi Studio Finish Concealer, der er cremet og god til at dække. Til slut pudrede vi huden med Blot Powder, da vi ønskede en helt mat finish. Oprindeligt var planen at læberne også skulle nedtones, men vi besluttede os for at holde dem naturlige og gav dem en anelse Mixing Medium Shine fra MAC. På øjnene brugte vi også foundation, og ellers bukkede vi bare vipperne og lagde en hudfarvet kohl på den våde kant for at give et mere dukke-agtigt udtryk.”

Var der nogle udfordringer?

“Den største udfordring var at finde det helt rigtige look, som kunne binde de meget forskellige dansere sammen, og som også kunne holde til en del uden at hæmme deres bevægelser. En slags uniform. Det lykkedes heldigvis.”

Dit bedste backstageprodukt?

“Jeg elsker Loose Set Powder fra MAC, som kan købes i MACs Pro Stores. Den er helt fin og giver ikke noget farve, men matterer blot huden uden at gøre den makeuppet at se på. Den findes i både hvid, lys gul og en lys orange tone, men jeg bruger næsten altid den gule, der tilpasser sig smukt til stort set alle hudtoner.”

Billeder af MAC og Zuzana Janosova

No Comments Yet

Leave a Reply

Your email address will not be published.