Dreng eller pige?

Da jeg var gravid med Oskar var jeg sikker på, at vi ville få en dreng. Og ganske rigtigt. Til 20 ugers scanningen kan jeg ligeså tydeligt huske, at sygeplejersken udbrød “Oh, it’s definitely a boy!” Og min mand blev så stolt. Denne gang har jeg været i tvivl. Af en eller anden grund har jeg altid troet, at jeg kun ville få drenge, og det ville ikke gøre mig spor.

Da jeg var til nakkefoldscanning for efterhånden mange måneder siden fandt vi ud af, at jeg var lidt længere henne end vi troede, og samme aften tog vi forbi Ultralydklinikken for Gravide i København for at finde ud af, om Oskar skulle have en lillebror eller lillesøster. Jeg kunne slet ikke forestille mig ikke at kende til kønnet. Ikke fordi jeg har håbet på enten det ene eller andet, men fordi jeg synes det føles lidt mere virkeligt, når jeg ved om det er en dreng eller pige derinde. Da vi fandt ud af at Oskar var en dreng gik der heller ikke mange dage før vi havde hans fornavn på plads, og sådan har det også været denne gang.

Men tilbage til uge 14 og Ultralydklinikken. Da jeg lå der på briksen følte jeg mig sikker på, at det var en dreng, og det kom derfor også temmelig meget bag på mig, da sygeplejersken sagde, at hun var helt sikker på, at det var en pige. Til 20 ugers scanningen tænkte jeg, at de nok ville sige, at det var en dreng og at de havde taget fejl til den første scanning, men nej. Oskar skal have en lillesøster! Og jeg må ærligt indrømme, at jeg synes det er ret så fantastisk at få en af hver. Og i øvrigt også en helt ny verden, der åbner sig af både tøj og legetøj. 

Og hvad skal hun mon så hedde? Det finder I ud af, når hun er her om halvanden måneds tid… 

2 Comments

Leave a Reply

Your email address will not be published.